Marienlyst Slot har en stor samling af malerier, der alle har det til fælles, at de er malt af danske kunstnere, når de har besøgt omegnen af Helsingør. Det tidligste maleri er fra 1840 og det seneste fra 1962.

 
Johan Thomas Lundbye. 1818-1848. Blomstrende hyld i Gurre. 1840
 
I årene fra omkring 1815 var der opstået en national bevægelse, hvor der blev talt om fædrelandet, som aldrig før. Napoleonskrigene var forbi, og i kølvandet var opstået stærke nationale følelser, og den folkelige bevidsthed voksede hermed. Dette blev grobund for den nye kunst, der skulle udtrykke kærligheden til fædrelandet. Kunsten skulle vise danske motiver, der kunne medvirke til en opdragelse af folket og til sammenhold omkring den nationale idé. Landskabsmaleriet skulle lære befolkningen at værdsætte det danske landskab. Maleriet af blomstrende hyld i Gurre, som Lundbye maler sidst i juli 1840, er et godt eksempel på den nationale strømning, der i første halvdel af det 19. århundrede gik gennem hele Europa. Den kom ikke kun til udtryk i maleriet, men også i litteraturen, musikken og politikken. Lundbye blev et af de førende navne inden for nationalromantikkens landskabskunst. Han tog om sommeren på vandreture i Nordsjælland, og i denne lille skitse, som er malt på stedet, fornemmer man Lundbyes glæde over naturen. Alle detaljer er vist med en følsomhed og koncentration, som på ejendommelig vis kendetegner guldaldermalerne. Skitsen viser en stemningsfuld naturindlevelse og viser Lundbyes sværmeriske kærlighed til den danske natur.
 
Emanuel Larsen. 1823-1859. Kongetårnet på Kronborg. 1850
 
Emanuel Larsen blev efter sin konfirmation sat i malerlære, men fik ved at besøge Akademiet 1829-1845 lyst til at være marinemaler og søgte vejledning hos Eckersberg. Lige som de fleste af datidens unge malergeneration, var han påvirket af Eckersbergs perspektivlære, og som mange fulgte han Eckersbergs insisteren på, at de skulle tegne "lige meget hvad". Kronborg Slot er nok den bygning, som de fleste af datidens kunstnere har foreviget, og det er der mange grunde til. Kronborg indtager i mere end en forstand en central plads i vor arkitekturhistorie, da det er et enestående bygnings- værk, som majestætisk vogter ved indløbet til et af Europas vigtigste farvande. Desuden er bygningen en fin repræsentant for højrenæssancen, og endelig betragtes Slottet som et nationalt symbol. Kronborg skulle især præsentere sig mod Øresund og demonstrere den danske konges magt, så derfor kunne man fra Sundet se kirkefløjens facade, der i mange etager er smykket med pilastre og nicher med statuer. Når Emanuel Larsen i september 1850 foreviger kongetårnet på Kronborg, har kongemagten i mere end 400 år nydt godt af Øresundstolden. Syv år senere, i 1857, blev Øresundstolden ophævet. Emanuel Larsens maleri er ikke blot et vidnesbyrd om en betydningsfuld epoke i Danmark, men viser også kunstnerens fornemmelse for det arkitektoniske i valget og behandlingen af motivet.

 
 
 
C.F. Sørensen. 1818-1879. Udsigt til Helsingør og Kronborg fra stranden syd for byen. 1851
 
Lige fra barndommen havde C.F. Sørensen et stærkt ønske om at blive sømand, men han fulgte sin moders vilje og begyndte i 1834 at følge undervisningen på Akademiet, hvor Eckersberg blev hans lærer. C.F. Sørensen specialiserede sig hurtigt i marinemaleriet, som mærkeligt nok aldrig har vundet kunsthistorisk anerkendelse eller interesse. Man skulle ellers tro, at havet omkring Danmark med de mange sunde og bælter havde gjort os til en nation, der satte pris på marinemaleriet. I sine suveræne mariner giver Eckersbergs unikke eksempler på perspektivisk kunnen og konstruktion, hvorimod søen spiller en meget underordnet rolle, hvor han oftest gengiver stivnede "krappede" bølger i en ensformig, kold, gråblå farve. En helt anden opfattelse af rollernes fordeling havde C.F. Sørensen, som i sine mariner viser stadige forandringer, spændende fra klukkende bølger langs strandkanten i en gulbrun farve, som fremkommer ved sandkornenes dans i det næsten gennemsigtige vand, til det stormpiskede hav med de skummende, hvide toppe. Hvor Eckersberg strengt iagttog skibenes arkitektoniske detaljer, synes Sørensen mere optaget af bølgernes fysiognomi. I en uangribelig farveholdning og uden at skelne for meget til detaljerne har han på mesterlig vis den 13. september 1851 gengivet Helsingør og Kronborg.
 
 
Vilhelm Petersen. 1812-1880. Fra Hornbæk Strand. 1857
 
Da Vilhelm Petersen hverken var født af velhavende forældre eller blev lærer på Akademiet, var det kun i sommermånederne, han havde mulighed for at besøge de små fiskerlejer i Nordsjælland, hvor han indlogerede sig på kroen, i et bondehus eller hos en fiskerfamilie. Den første gang det vides, at Vilhelm Petersen besøger Hornbæk, er 1857, da han den 30. juli tegner en lille studie fra Hornbæk Plantage. Skønt han hver sommer var indlogeret blandt bønderne og fiskerne, var han ikke interesseret i at skildre motivet folkloristisk eller fortællende, som ellers var det helt dominerende træk i dansk kunst i 1860erne og 1870erne. Heroppe var han i stedet optaget af vandet, lyset og luften, ligesom landskabet havde hans store interesse. Fra 1860 og indtil han dør i 1880, blev motiver fra Hornbæk et af hans foretrukne motiver. Her har han den 15. august 1857 - kun to uger efter sin ankomst til Hornbæk foreviget et vindblæst birketræ i Hornbæk Plantage. Som maler var Vilhelm Petersen fortsat præget af sit elevforhold til Eckersberg, men han skabte her ved hjælp af farvens friskhed, den stærke belysning og de frie og løse penselstrøg en umiddelbar stemning af en dansk sommerdag i Hornbæk Plantage.
 
 

Johan Carl Neumann. 1833-1891. Fra Stokken med udsigt mod Kullen. 1859
 
Neumann opholdt sig i Hornbæk i 1859 og igen i 1863. Som marinemaler var han optaget af livet omkring fiskerbådene, og et af hans motiver fra 1859 viser Stokken over for kroen i Hornbæk. På maleriet ser vi en fisker stå og spejde ud over Øresund mod Kullen. Herfra kunne han holde øje med trafikken i Sundet. En anden fisker sidder på bænken og filosoferer over tilværelsen, alt imedens han ryger sin pibe. Foran plankeværket, som danner ly for vinden, hænger et lille maleri af Hornbæk Kirke. Dette maleri er desværre gået tabt. Under maleriet er opsat en indsamlingsbøsse - også kaldet en kirkeblok eller stok. På denne måde kunne alle forbipasserende, og specielt de velhavende sommergæster, gribe til lommen, finde nogle småmønter, og være med til økonomisk at støtte kirkens istandsættelse. Den lille studie er et forarbejde til en senere xylografi "En aftenstund i Hornbæk", som blev landskendt, da det i 1862 blev trykt i Illustreret Tidende.
 
 
 
Johan Carl Neumann. 1833-1891. Optrukne fiskerbåde på Hornbæk Strand. 1863
 
Maleriet viser Neumanns sikre sans for kompositionen, og det er efter al sandsynlighed malet lige efter, at han er hjemvendt fra Italien, medens han stadig har sydens sol i øjet. Det er også et eksempel på, hvor let og improviseret, han kunne arbejde. Stemningen er mættet af det intense lys, og i sandet skimter man spor af hans hurtige pensel. Det er mesterligt opbygget ved hjælp af sarte og sprøde farver og de klare linier i bådenes skrog. Kompositionen er på en gang enkel og ligetil, men også overraskende. Horisonten ligger lavt, så den, der betragter billedet, har følelsen af selv at være på stranden. Ved hjælp af farverne skaber han en atmosfærefyldt stemning. De gyldne farver viser sandets urolige, flimrende liv; de kølige, blågrønne nuancer fra de klukkende bølger i strandkanten forsvinder i himlens gullige toner - kun adskilt af Kullens karakteristiske blånende profil. Neumann har lagt vægt på den rytmiske sammenhæng mellem linier og flader - og dermed skabt et lille mesterværk i dansk kunst.
 
 
Carl Locher. 1851-1915. Sundet lukkes. Hornbæk Strand. 1901
 
Locher betragtede sig som elev af Drachmann, selv om han kun i et par måneder i 1872 havde været hans elev. Det var da også på Drachmanns opfordring, at han tog til Skagen i 1872. I dette nordlige fiskerleje fandt han maleriske udfordringer. På sine rejser til Paris sidst i 1870erne betød mødet med blandt andet Corots og Courbets kunst, at Lochers tidligere pertentlige udtryksform måtte vige til fordel for den koloristiske. Første gang Locher besøgte Hornbæk var i 1880, og da han opdagede de maleriske muligheder, der var i Hornbæk, blev han fastboende indtil 1889. Her maler han nogle af sine bedste billeder. Locher fortalte om sit ophold: "Hornbæk betød for mig, at jeg kom til at se selv. Franskmændene sad mig vel endnu i øjnene, men de år i Hornbæk, de hjalp. Der var jeg dag ud og dag ind naturen nær - alle døgnets timer, om jeg ville." Det var ikke kun sommerens motiver, der fandt vej til hans palet. I dette maleri har han på en frisk og dejlig vinterdag i februar måned 1901 gengivet solens tindrende lys i sneen. Hvert penselstrøg er som en kærlighedserklæring til naturen. Maleriet udtrykker nøjagtig, hvad der har været hensigten - et vidnesbyrd om hans beundring for farver og stemninger.
 
 
Albert Gottschalk. 1866-1906. Tårn på Kronborg. 1904
 
Efter en kort overgang at have gået på Akademiet, foretrak Gottschalk som flere jævnaldrende det alternativ, der blev tilbudt af Tuxen og Krøyer. For Gottschalk var det Krøyer, som blev en stor inspirationskilde for ham. Gottschalk koncentrerede sig om studier fra byens intime gaderum, ligesom han foretrak at arbejde direkte i naturen. Han var meget optaget af det personlige element i oplevelsen af motivet, og dette kom blandt andet til udtryk i hans penselføring, som ofte er hastig og ekspressiv. I foråret 1904 opholder Gottschalk sig i Rom, hvor han maler en række billeder af ruinerne på den romerske Campagne, der bryder med hidtidige kompositionsformer. Efter hjemkomsten i april 1904 slår han sig ned i Helsingør, hvor han maler en serie billeder af Kronborg. I disse skitser viser han en ekspressiv og spontan billedopfattelse, der ikke før var set og som bestemt ikke var velset i samtiden. Anmelderne kunne ikke se den kunstneriske begejstring i den skitsemæssige penselskrift. Hans sene værker, herunder "Tårn på Kronborg" peger frem mod det modernistiske, ekspressionistiske maleri. I skildringen har kunstneren med farven og lyset anslået stemningen og med kompositionen har han forstærket miljøets karakter - og dermed givet os en kunstnerisk beretning om en ny epoke i dansk kunst.
 
Godfred Christensen. 1845-1928. Hornbæk Strand. 1906
 
Det var først efter Godfred Christensens møde med fransk kunst, at hans malerier begyndte at vise kunstnerens ret til at udtrykke det umiddelbare sanseindtryk, ligesom han koncentrerede sig om at fastholde lyset. Han blev så optaget af fransk kunst, at det forandrede hans malemåde. Maleriet "Hornbæk Strand" er et godt eksempel herpå. Den lyshed, der præger billedet, hænger i høj grad sammen med hans måde at udtrykke sandets lysreflekser, som fylder næsten halvdelen af billedfladen. De private badehuse på hjul blev om foråret kørt med hestevogn ned til vandkanten, da vandet gik op til klitterne om efteråret og vinteren. Badehusene markerer fint overgangen til det blåtonede hav og den overvældende, næsten skyfri sommerhimmel. Godfred Christensen har opløst konturerne i badehusene for at vise dem omgivet af lysets vibrationer. Dette billede er malt i en teknik, hvor penselstrøgene får lov at sætte deres tydelige spor. Omkring århundredskiftet var det først og fremmest den friske havbrise, man tog til stranden for at nyde. Kvinderne soppede måske lidt i vandkanten, medens børnene byggede deres flotte sandslotte. Ved at fastholde antydningens og nuanceringens vanskelige kunst har Godfred Christensen forstået at virkeliggøre indtrykket af en dejlig sommerdag ved Sundet.
 
 
Knud Agger. 1895-1973. Udsigt over Helsingør. Foråret 1941
 
Knud Agger er som maler autodidakt, men blev takket være sit umiddelbare natursyn og medfødte evne til malerisk udtryk, en anerkendt kunstner. Han modtog blandt andet Eckersbergmedaljen og Thorvaldsens medalje. I 1965 fik han Kulturministeriets livsvarige legat. Han udstillede første gang på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1922. Nogle år efter, i 1929, flyttede han med sin hustru, Ingeborg, til Helsingør, hvor han boede indtil sin død. Fra 1931 boede de i villaen "Maryhill", de Mezasvej 15. Knud Agger udviklede sig til en uafhængig og fordomsfri virkelighedsskildrer, som med oprigtighed kunne se det malerisk smukke ved det, som almindeligvis gik for at være trivielt og provinsielt. I 1930 skriver en anmelder så rigtigt om et af hans malerier, at det "har den charme, at det er fuldkommen naturligt og ufordærvet, og at hans smag er så ren... Det han har fat i, er malerisk såre værdifuldt." I foråret 1941 foreviger han udsigten over Helsingør. Med sit ægte malersind lod han sig inspirere af naturen, og forsøgte at gengive, hvad hans øjne opfattede - uden forsøg på romantisk idealiseren. Han viser en flygtig stemning af forårssolen på de stadig nøgne træer, hvorover den blå himmel hvælver sig.

 
 
Ole Kielberg. 1911-1985. Kirkegavlen med Kakkelborg. 1962
 
Efter en rejse til Tyskland og Østrig i sommeren 1937, flyttede Kielberg i oktober 1938 til Daugløkke ved Humlebæk. Her boede han indtil sin død. I dette nordsjællandske landskab, som er så rigt på motiver, fandt han sit kongerige - han kendte hver mølle, hver mark, hvert hus og hvert træ - og han blev aldrig træt af at udforske for eksempel en trægruppe, nogle skibe på Sundet, et fjernt tårn eller et spir. Også blomsternes mangfoldig og poetiske udtryk optog ham. På en rejse til Italien i 1951 fandt han frem til en økonomisk anvendelse af farverne, og han konstaterede, hvordan en farve kan varieres i det uendelige og dog beholde sin helhed og harmoni. På denne iagttagelse har hans arbejde sidenhen været baseret, og maleriet af Kirkegavlen på Kronborg er ikke blot et glimrende eksempel på dette, men viser også, hvordan Kielberg stræbte efter en forenkling indenfor en snævrere farveskala. Han har med få farver og med en penselføring, der både er yndefuld og viril, opnået en dramatisk og samtidig lyrisk fortolkning af Kirkegavlen på Kronborg. Betragter man maleriet af Kronborg, må man tro, at det, som Kielberg ønskede, var at gengive Kirkegavlen, som den er fremtrådt for hans indre blik - som farvevisioner uden anden mening end at virke for øjet.

Helsingør Kommunes Museer - Hestemøllestræde 1 - 3000 Helsingør