Marienlyst Slot er trods sin lidenhed er et hovedværk i dansk arkitektur - en lille arkitektonisk perle, der som en af de første herhjemme blev skabt i den helt nye klassicistiske stil, Louis Seize, som lige var begyndt at komme på mode i Frankrig. Med dets enestående placering med udsigt over Øresund må det anses for et nationalt klenodie.-------------------------------- ---------------- --------- ----- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- - ---- -- --- --
 

Kongens Værelse - et eventyrligt og enestående syn
 
"Synet" symboliseret med ørnen - en af fuglenes mest skarpsynede medlemmer
 
Inden Marienlyst Slot i foråret 2008 blev lukket, dannede det i en længere årrække - fra 1988 til 2008 - ramme om skiftende kunst- og kunsthåndværkudstillinger. For museumsgæsten kan det være svært at sige, hvad man synes bedste om, når man besøger Marienlyst Slot. Er det den franske arkitekt Nicolai-Henry Jardins enestående bygning fra 1763? Er det de smukke interiører, der ikke står tilbage fra samtidige lystslotte i Europa? Er det beliggenheden på den gamle kystskrænt? Er det udstillingerne? Svaret er egentlig ligetil. Det er det hele - stedets ånd, om man vil. Marienlyst Slot har i over 400 år ført en omskiftende tilværelse. Den midterste del af Marienlyst Slot blev i 1588 opført af Frederik II, som også byggede Kronborg. Han lod gråbrødremunkenes Sct. Annæ Kloster, der lå på det nuværende Marienlyst Slots grund, rive ned og afløse af et lille lystslot med have. Det lille slot, også benævnt lysthus, blev bygget i slutningen af 1580erne i tre etager, og kun tre fag bredt. I den øverste etage havde kongen sit værelse, hvorfra der var en pragtfuld udsigt over Sundet. Slottes kaldtes Lundehave efter en nærved liggende kongsgård - Lundegården.
 
 
Lundehave. Stik fra L. de Thurahs "Den danske Vitruvius"
 
Under Christian IV benyttedes Lundehave især til festligheder i kongefamilien. Under svenskekrigene forfaldt Slottet, men i 1681 istandsættes det på ny, uden dog at undergå egentlige ændringer, således at den fremstilling, som findes i det store arkitekturværk ”Den danske Vitruvius”, bortset fra en fornyet balustrade, giver et udmærket indtryk af det oprindelige slot. Christian V anvendte Lundehave under jagtudflugter i omegnen, men med opførelsen af andre slotte siden hen mindskede interessen for Lundehave, og i 1751 solgtes det til J.G. Putscher, der lod bygge det lille bindingsværkshus, der endnu findes nord for Slottet, men inden for muren. Putcher ejede Slottet til 1758, da overhofmarskal og greve Adam Gottlob Moltke overtog det. Moltke lod fra 1759-1763 den til Danmark indkaldte franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin foretage en større udvidelse og ombygning af Slottet, så det fik samme størrelse og udseende som i dag. Der blev bygget to helt ens fløje til det høje, smalle Lundehave, og indvendig indrettedes det ligeledes i Louis Seize-stil. På anden etage er de oprindelige interiører stadig bevaret.
 

 
En af de tidligste gengivelser af Marienlyst Slot og parterrehaven fra ca. 1763
 
Jardin anvendte tidens bedste kunstnere, der tillige var de bedste håndværkere, til at udsmykke det indre. Det, vi kan beundre i dag er først og fremmest ”Kongens Værelse” med de to skråtstillede marmorkaminer med høje spejle, hvis rammer billedhuggeren S.C. Stanley har skåret. Ned over spejlene hænger grisailleportrætter af Frederik V og Juliane Marie. De er malt af den svenskfødte hofmaler Carl Gustav Pilo. Over dørene ses den svenskfødte maler Mandelbergs dørstykker forestillende jagtens fornøjelighed med Diane, forårets behagelighed med Flora og fiskeriet ved en fleuve. Haven blev - ligesom Slottet - ændret af Jardin til et fransk haveanlæg med en streng symmetrisk inddeling og smykket med store sandstensvaser i tidens stil. Selv om grev Moltke ejede Slottet, var det Frederik Vs egne penge, der betalte alle udgifterne ved udvidelsen. Ved kongens død i 1766 blev Slottet overdraget til Christian VII, der året efter forærede det til enkedronning Juliane Marie - efter hvem det fik sit nuværende navn - Marienlyst Slot.
 
 

Perspektivtegning af det færdige anlæg udført som kobberstik af W.A. Müller i 1767
 
Slottets videre skæbne er i korte træk følgende: Frederik VII forærede Slottet til en komité, der stod for indretningen af et såkaldt invalidehotel for sårede soldater under Tre-årskrigen. I 1851 købte Helsingør Kommune Slottet og udlejede det i 1858 til vekselerer Nathanson, der lod indrette kurbad med blandt andet restaurant og koncertsal for gæsterne. Senere blev Marienlyst Slot atter udlejet til almindelig privat beboelse. I 1930 blev en del af Slottet overtaget af Helsingør Bymuseum. Det private lejemål på øverste etage ophørte i 1953, hvorefter lokalerne blev restaureret og anvendt som repræsentationslokaler for Helsingør Kommune - en funktion de stadig havde, inden Marienlyst Slot den 14. april 2008 midlertidigt blev lukket på grund af en større restaurering.
 
Carl Gustav Pilo. 1711-1793. Frederik V. 1749
 
Til trods for at Pilo i de tredive år, han virkede i Danmark, malede en mængde andre portrætter end af Frederik V, nåede han ifølge regnskaberne fra 1748-63 at få betaling for over 50 portrætter af kongen, deraf 4 rytterportrætter i naturlig størrelse, 16 legemsstore helfigursportrætter og 25 knæstykker. Carl Gustav Pilo blev født 1711 i Sverige, og han døde 1793 i Stockholm. I 1740 flyttede han til København, hvor han boede indtil 1772. Han blev i 1747 ansat som hofmaler og skulle forsyne majestæten med portrætter, der dels blev brugt i repræsentativ sammenhæng, dels blev foræret til venner og bekendte og dels prydede monarkens egne gemakker. Mange af disse malerier må anses for rene værkstedsarbejder, da man ved, at Pilo havde ansatte i sit atelier.

Pilos portræt af Frederik V er et knæstykke og viser kongen iført kyras uden på en køllert. Han bærer elefantordenens blå bånd og har en brilliantbesat kårde i skeden. Baggrunden gengiver et mærkeligt, fortryllet og fantasifuldt univers. Konturerne synes opløste, og kongen bliver et med den illusionsverden, hvori Pilo har portrætteret ham. Kongens lange hår falder, som om en let brise leger tagfat i det. Pilo har ikke dateret dette portræt, men da han i 1749 maler et lignende portræt, som hænger på Bregentved Gods ved Haslev, må det formodes at være fra omtrent samme år.

Pilo portrætterer i de følgende år en del knæstykker af kongen i fuld rustning, men varierer her kompositionen en smule, idet kongen nu holder marskalstaven i venstre hånd, og hans højre arm er skjult af kroppen. Et godt eksempel på denne type er Frederiksborgmuseets portræt, dateret 1751, hvor penselføringen er blevet mere frimodig, bred og pastos end tidligere. I helfigurbillederne, hvor kongen monumentalt portrætteres til hest vender monarken også ansigtet mod venstre. Først i portrætterne fra 1750’ernes slutning, hvor kongen er gengivet i sort rustning, drejes skabelonen 180 grader, og det er nu højre hånd, der hviler i taljen og venstre hånd, der støtter mod marskalstaven.

Trods det, at alle disse portrætter er blevet fremstillet i en bestemt hensigt, nemlig at vise kongens magt, storhed, ædelmod og heltemod, satte det aldrig grænser for Pilos favnende oeuvre. Pilo beherskede farvernes trolddomskraft og han kan som kunstner fængsle os stærkere end nogen anden.
 
 
Vigilius Eriksen. 1722-1782. Juliane Marie. 1776
 
I året 1772 vendte Vigilius Eriksen tilbage til Danmark efter 15 års ophold i Rusland. Her havde han vundet betydelig berømmelse som portrætmaler ved Katarina II’s hof. Ud over at have malt tre store helfigursportrætter af Katarina den Store, har Vigilius Eriksen således foreviget kredsen omkring hende. Opholdet i Rusland var for Vigilius Eriksen ikke helt frivilligt, idet han havde forladt Danmark i 1757 på grund af manglende påskønnelse fra Carl Gustav Pilo, den dengang førende portrætmaler herhjemme. Uvist af hvilken årsag foretrak Pilo at støtte Peder Als i stedet for den langt dygtigere Vigilius Eriksen. Men nu, i 1772, var alt forandret. Pilo var stødt fra ”tronen” og havde måttet forlade Danmark samme år. Dette var nok en af grundene til at Vigilius Eriksen vendte hjem. Han blev da også ved en kongelig kabinetsordre af 30. november 1772 udnævnt til hofportrætmaler med en årlig gage på 300 rdlr., den stilling og en del af den løn, som Pilo et par måneder før havde måttet give afkald på.

Pilo var faldet i unåde efter Struensees fald i 1772, da enkedronning Juliane Marie og hendes søn, arveprins Frederik, sammen med Høegh-Guldberg reelt havde overtaget regeringsmagten fra den syge konge, Christian VII. Juliane Marie var Frederik V’s anden dronning. Hun blev født den 4. september 1729 i Wolfenbüttel som datter af hertug Ferdinand Albert II og Antoinette Amalie. Den 8. juli 1752 blev hun gift med Frederik V og var dronning indtil kongens død i 1766. Den fremtrædende stilling, som enkedronningen og arveprinsen fik, betød, at da den russiske gesandt i København på vegne af Katarina den Store - samme år som Eriksens hjemkomst - bestilte et portræt af kong Christian VII til portrætgemakket i St. Petersborg, samtidig bestilte portrætter af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik. Til gengæld for den portrætgave, som kongen nogle år forinden havde fået af kejserinden, overtog han bestillingen for at forære portrætterne til kejserinden. Fra hoffet blev det i februar 1773 besluttet, at kongens portræt skulle males af den evige konkurrent, Peder Als, medens de øvrige to portrætter tilfaldt Vigilius Eriksen. Alle tre portrætter ville ifølge den kongelige ordre blive honoreret med ”sædvanlig betaling”. Dronningens portræt synes at have været færdigt først, arveprinsens er dateret 1777. De blev begge afleveret 1778 og betaltes med den uhyre sum af 4000 rdlr., hvad der for Eriksen var ”sædvanlig betaling”. Peder Als fik udbetalt 800 rdlr. for sit portræt af Christian VII.

Vigilius Eriksens portræt af dronning Juliane Marie betragtes da også som et af dansk kunsts fornemmeste personskildringer. Portrættet viser dronningen gengivet i hel figur, ca. 48 år gammel og på højden af sin magt. På billedet fremtræder hun som en knejsende, selvbevidst kvinde, der med majestætisk, kølig og ophøjet distance til beskueren peger på sin ægtefælles buste, som fortoner sig i baggrunden. Hun bærer en elegant, elfenbensfarvet kjole i silkeatlask, hvis elegance understreges af de smukke blonder, som både pryder kjolen og de store ærmer. Desuden har kjolen en stor sløjfe på ærmerne og midt på brystet. På en kunstfærdigt opsat frisure bærer hun en lille kappe, dekoreret med en stor, sleben sten. Farveholdningen er raffineret og sparsom. I sin måske smukkeste kjole står dronningen under en tronhimmel, hvis baggrund er et flaskegrønt, stort tungt fløjlstæppe, draperet i folder og prydet med guldkvaste. Portrættet antages at være færdigt i 1776. De tre portrætter blev af kongen sendt til Sct. Petersborg som gave til kejserinden. Dronningens portræt blev i Rusland 1934 købt tilbage til Danmark. I dag anses det som et af de mest betydningsfulde billeder i den danske samling på Statens Museum for Kunst.

Det maleri, som kan ses her på siden er et brystbillede. Det er af samme fremragende kvalitet som helfigurportrættet på Statens Museum for Kunst og drejer sig muligvis om et forarbejde til dette. Til grund for denne antagelse taler endvidere, at enkedronningen næppe selv har stået model under udarbejdelsen af det store billede. Desuden er det signeret forneden til venstre ”V. Eriksen pinx 1776”, samme år som Statens Museum for Kunsts maleri antages at være færdiggjort. Man kan imidlertid undre sig over, hvorfor dette maleri er signeret, når det store maleri ikke er det. Portrættet adskiller sig blandt andet fra Statens Museum for Kunsts maleri ved at gengive dronningen med venstre arm bøjet, således at hånden berør hendes brystsløjfe, hvorimod hun på Statens Museum for Kunsts maleri peger på en buste af sin mand. Det naturlige størrelsesforhold er det samme i de to billeder, men da det mindre billede har dimensioner som et brystbillede, måtte Eriksen inden for billedrummet finde på en anden placering af armen. Løsningen er meget yndefuld. Maleriet viser dronningen på det tidspunkt, hvor hun som ejer færdedes på Marienlyst Slot.

Helsingør Kommunes Museer - Hestemøllestræde 1 - 3000 Helsingør